Du kender måske underrubrikken fra nyhedsmedierne enten online eller i den trykte avis. Den fortæller de vigtigste pointer fra nyhedsartiklen, og gør dig nysgerrig på at læse historien bag overskriften. Det øger chancerne for, at folk begynder at læse brødteksten i artiklen. Den taktik kan du også bruge til at skaffe dig en bedre placering i søgeresultaterne på Google.

Tidligere handlede det om at sørge for at få placeret dine søgeord de rigtige steder i teksterne på siderne på din hjemmeside, for at komme til at ranke for søgeordet på Google.

Men i dag har de tidligere vigtige ranking-faktorer som placeringen af søgeordene i de rigtige H-tags mindre betydning for din sides placering i søgeresultaterne.

SEO handler om at holde de besøgende på siden

I stedet handler det primært om at holde de besøgende så længe som muligt på din side, når de lander på den fra et søgeresultat. For i dag er Google Rank Brain den vigtigste faktor i Googles algoritme, og den tolker det, at folk bliver på din side, som om den gav dem det rigtige svar på deres søgning.

Det giver siden en bedre placering i søgeresultaterne, næste gang der er nogen, som foretager den samme søgning igen.

Derfor skal det være nemt for de besøgende at spotte værdien og udbyttet af din side, så snart de kommer ind på den. Det øger chancen for, at de begynder at læse den, så de bliver på siden i meget længere tid.

Det kan underrubrikker hjælpe dig med at sikre.

Hvad er en underrubrik?

Underrubrikken er den fremhævede tekst under overskriften, som opsummer nyheden og de vigtigste pointer i de artikler, du finder på diverse online og trykte nyhedsmedier.

Men fordi underrubrikken af en eller anden grund blev glemt, da der skulle uddeles HTML-koder til de forskelle tekstelementer på en side, er den gået i glemmebogen på mange hjemmesider.

Det er en skam. For netop ved at de besøgende nemt kan se de vigtigste pointer og konklusioner fra teksten på siden, så snart de kommer ind på den, kan de meget hurtigere se værdien i at læse videre.

Derfor kan genindførelsen af underrubrikker på alle hjemmesidens tekstsider øge den såkaldte dwell-time. Det er den tid der går, fra de klikker sig ind på dit søgeresultat på Google, og til de kommer tilbage til søgemaskinen igen.

Google går efter at give brugerne gode oplevelser

Er dwell-tiden høj, anser Google Rank Brain det som et tegn på, at du gav de besøgende et godt svar – og dermed en god oplevelse med de søgeresultater, som Google havde fundet på deres søgning.

For selv om Google er den mest brugte søgemaskine i dag, går de stadig op i at give os en god oplevelse med de søgeresultater, som de giver. Derved kan de nemmere fastholde os, og gøre det endnu sværere for de andre søgemaskiner at fravriste dem førertrøjen.

Derfor handler godt SEO-arbejde om at skabe gode oplevelser for dine brugere.

Så genindfør underrubrikkerne på dine sider, og kom meget højere op i søgeresultaterne på Google!