Skal man diagnosticere BED, kan det være relevant at benytte egentlige diagnostiske instrumenter i form af spørgeskemaer og interview. Eating Disorder Examination (EDE) er et diagnostisk interview, som betegnes som ”the golden standard” inden for forskning og klinisk udredning af spiseforstyrrelser. EDE giver en detaljeret viden om omfanget og alvorsgraden af spiseforstyrrelsen. Det er derfor et vigtigt redskab i BED Behandling.

I det kliniske arbejde kan EDE bidrage til et grundigt og samlet billede af spiseforstyrrelsessymptomerne på tanke-, handle- og følelsesplan. Det kan derfor skabe et grundlag for faglige diskussioner og vurderinger af patientens behandlingsbehov. Det er ligeledes yderst brugbart som kommunikationsredskab, fordi det giver grundlag for at tale om alle symptomer i dybden og giver behandlerne et grundlag for at forstå dynamikken i spiseforstyrrelsesdynamikken hos den enkelte. Samtidig skaber interviewet et grundlag for, at det ikke er skamfuldt at tale om overspisninger eller andre svære ting ved spiseforstyrrelsen, som patienten ofte har skjult for alle andre.

EDE er et omfattende semistruktureret interview, der tager 1-1,5 time at udføre. Det kræver samtidig en grundlæggende viden om spiseforstyrrelser samt en særlig oplæring i udførelse og scoring. Interviewet er målrettet personer fra 14 år og opefter. Der findes dog både en version til børn og en version til personer med gastric bypass operation. Ift. børn er spørgsmålene tilpasset mhp. at imødekomme børns modenhedsniveau. Personer med gastric bypass kan ikke overspise i de mængder, der ellers kendetegner overspisninger i klassisk forstand, hvorfor der er behov for justering. EDE findes også i en spørgeskemaversion, EDE-Q. Der findes ligeledes flere screeningsinstrumenter der er validerede, hvoraf to er oversat til dansk, samt en række andre spørgeskemaer, der findes på engelsk. Det er dog væsentligt, at diagnostisk udredning altid baserer sig på grundige interviews og ikke spørgeskemaer alene.

Det vigtigste ved screeningen for BED er at få afdækket tilstedeværelsen af objektive bulimiske episoder og fraværet af kompenserende adfærd. Ift. førstnævnte er det vigtig at få afdækket både kontrolaspektet og mængden på det der spises ved en overspisning. I det nye diagnosesystem ICD-11, bliver det ligeledes afgørende at afdække, om der spises markant anderledes end normalt, hvilket ikke er inkluderet i nogle af de eksisterende metoder, hverken interviews eller spørgeskemaer.

Kompetencecenter for spiseforstyrrelser

Kompetencecenter for spiseforstyrrelser er etableret af tidligere behandlere fra Psykoterapeutisk Center Stolpegård i Gentofte og Rigshospitalets Anoreksiklinik. Kompetencecentret ledes af psykolog Birgitte Hartvig Schousboe og klinisk diætist Lene Kiib Hecht, begge med mange års ledelseserfaring fra Region Hovedstadens Psykiatri.
Behandlerteamet består af autoriseret sundhedspersonale som psykologer, sygeplejersker, kliniske diætister, jordemoder, speciallæge i psykiatri og fysioterapeut.

Vi behandler alle typer af spiseforstyrrelser – ofte i kombination med angst, OCD, traumer og depression, og vi har særlig viden om spiseforstyrrelser i relation til graviditet, diabetes, PCO og bariatrisk kirurgi.
Vi kombinerer lang erfaring fra psykiatrien med den nyeste viden og tilbyder udredning, behandling, rådgivning, undervisning og supervision.

Det er vigtigt for os at møde vores patienter med respekt for deres levede erfaringer og viden om sig selv. Vi mener, at patienterne er eksperter i eget liv, og at vi med vores tværfaglige kompetencer hjælper dem til at skabe øget frihed, selvstændighed og handlekraft til at møde livet og fremtiden fra et styrket ståsted.